Mothproofed for Life er et online tilgængeligt kunstværk, der tester, om der stadig findes gammel farlig kemi i garn købt som genbrug. Tidligere har man behandlet garn med DDT og andre farlige kemikalier, for at sikre det mod møl. Selvom den praksis stoppede i 50’erne, kan kemien stadig spores i de gamle garner i dag.

Line Rothmann har vævet en plaid af gammel umærket uldgarn, og draperet det i en montre med møl. Spiser møllene tæppet er garnet sikkert at bruge, men dør de, indeholder garnet stadig kemi.

Værket behandler både de valg, som tidligere generationer har truffet, og de konsekvenser, vores egne valg i dag vil få for fremtiden.

GenJord inviterede i foråret 2024 forfatter trendanalytiker og bæredygtighedresearcher Kristine Harper til en talk om den æstetiske dimension af bæredygtighed.

Æstetik er en afgørende omend ofte overset del af bæredygtighedsdebatten, som ofte primært handler om ressourceoptimering og certificeringer.

Kristine Harper er bosat på Bali og derfor foregik talken online. Lyt med her:

Glasurrester ender ofte i vasken, men de kan med fordel samles sammen og bruges til nye glasurer eller som supplement til allerede eksisterende glasurer.

Se her hvordan de gør på Ry Højskole.

Navn: Anne Louise Bang

Beskriv dit virke
Jeg arbejder som forsker og underviser på Forskningscenter for Tekstil, Design & Cirkularitet på VIA University College, hvor jeg er forskningsleder for programmet Design for Lang Levetid. Forskningscentret understøtter VIAs uddannelser indenfor design og business, som har ca. 1000 studerende.

I programmet er vi optaget af, hvilken rolle design kan spille for grøn omstilling og bæredygtig udvikling i et planetarisk perspektiv. Mine væsentligste forskningsbidrag ligger inden for tekstildesign og beklædning. Mit bidrag er både praktisk og teoretisk, da jeg har været så heldig at få mulighed for lægge en forskeruddannelse til min praktiske tekstildesignbaggrund.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er især optaget af den grønne omstilling af branchen lige fra mikrovirksomheder til de store spillere, herunder hvordan fagets praksis samt udøveres færdigheder, kompetencer og viden kan bidrage til denne. Jeg arbejder missionsdrevet, hvilket betyder, at jeg arbejder med at skabe forandring. Det gør jeg ved at tilbyde min dybe faglighed til tværfaglige projekter, der arbejder med samfundsmæssigt relevante problemstillinger.

Min forskning er eksperimenterende og praksisbaseret, og jeg arbejder med udgangspunkt i tekstile materialer. Jeg udforsker og udfordrer: de systemer og strukturer, der ligger bag produktion og brug af tekstilprodukter, lang levetid, udvikling af alternative og nye materialer, potentialet i at etablere flere brugscyklusser inden vi skiller os af med vores ting samt betydningen af prototyper for vidensflowet mellem forskellige aktører og interessenter.

Derudover har jeg udviklet flere dialogværktøjer i tæt samarbejde med forskerkollegaer, industriens interessenter, og borgere for at skabe viden om interaktion med og brug af tøj og tekstiler.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Alle, der arbejder med tekstilmaterialer og -produkter, véd, at det er komplekst. Der er ikke et quick fix, men mange krav at leve op til, hvis man vil arbejde ansvarligt og bæredygtigt. Derfor er mit råd til andre kunsthåndværkere og designere, at det er vigtigt at handle. Et skridt bliver hurtigt til mange, og sådan er det også med bæredygtighed. Lad være med at sige at noget er bæredygtigt, men fortæl i stedet hvilke bæredygtige overvejelser og handlinger, der er foretaget for hvert enkelt produkt.

Hvordan ser en moderne dør ud, hvis den skal laves af frasorteret træ med knaster? Kan man skabe et nyt produkt af læder, der kasseres på grund af rynker og ar? Og hvilke designmuligheder rummer bulede loftpaneler?

Læs om syv designeksperimenter fra forskningsprojektet ’ReshapeWaste’ fra Aalborg Universitet. Her bliver Industrielle restmaterialer omdannet til smukke og funktionelle produkter.

De syv projekter er skabt af danske designere og arkitekter, der alle har arbejdet med det fælles mål at give liv og formål til de materialer, som ellers ville ende som affald.

Materialerne spænder bredt – fra rå beton til poetiske tekstiler – der alle fortæller historien om deres oprindelse. Læseren tages med ind den designproces, restmaterialerne har været igennem for at komme ud på den anden side som nye produkter.

Tekst på dansk og engelsk.

Af Linda Nhu Laursen, Lene Buhl Kejser & Signe Wulff.

I dag er smykker ofte reduceret til masseproducerede accessories, styret af modens skiftende strømninger og solgt i fast fashion-butikker. Tanken om at købe et smykke hos en guldsmed hører næsten en svunden tid til. Alligevel vokser der i takt med nye langsomheds-tendenser en bølge af mere etisk og bevidst forbrug frem, som også smitter af på lysten til at investere i kunsthåndværk – og det fornemmer smykkekunstner Janne Krogh Hansen tydeligt.

Jeg spørger, om hun nogle gange bliver påvirket af de modestrømninger, der er inden for smykkedesign, hvortil hun svarer, “at man naturligvis altid er et barn af sin tid,” og hun lader sig også inspirere af trends og tendenser. Men i kunsthåndværket findes der per definition en anden rytme – en indbygget langsomhed og en kærlighed til materialet, der rækker ud over det flygtige.

Janne Krogh Hansen er uddannet smykkekunstner fra Institut for Ædelmetal og har i år modtaget det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Sammen med sin partner Karl Ejnar Nybo driver hun guldsmedeværkstedet Goldfingers i København.

Uddraget er skrevet af Kristine Harper, forfatter og bæredygtighedsresearcher.
Læs hele artiklen i Formkraft.