Q&Q med Iryna Kucher, PhD, eco-social designer og designforsker.

Beskriv dit virke

Min praksis ligger i krydsfeltet mellem bæredygtigt design og tøjforbrug. Mere specifikt er jeg interesseret i fortidens almindelige forbrugsvaner som kilde til en bæredygtig fremtid og i tværfaglige forskningsmetoder og pædagogikker, der bygger bro mellem designforskning og samfundsvidenskab.

I min monografi med titlen ‘Designing Engagements with Mending. An exploration of clothing repair practices in Western and post-Soviet contexts’ (2024) undersøgte jeg, hvorfor og hvordan mennesker reparerer tøj i hjemlige omgivelser i Ukraine og Danmark. Til dette formål anvendte jeg garderobestudier, deltagerbaseret tekstilfremstilling og forskellige typologier af designforskningsartefakter. Nogle af de artefakter, jeg designede, blev optaget i den permanente samling på det italienske observatorium for industrielt design (ADI), nomineret til Danish Design Award og udstillet internationalt. I øjeblikket fortsætter jeg med at forske i infrastrukturen for reparation af tøj med det formål at reintegrere reparation i uddannelse på forskellige niveauer.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er optaget af bæredygtighed på forskellige niveauer, fra min designforskning til min pædagogiske praksis og min dagligdag. Alle disse niveauer har noget at gøre med fortidens utilsigtede, men reelle bæredygtighedspraksis. I min forskning har jeg specialiseret mig i praksisformer, der har med vedligeholdelse af garderoben og beregning af materialeforbrug at gøre, og som har til formål at forlænge tøjets brugstid.
I dag anerkendes disse praksisformer som nogle af de mest effektive bæredygtighedsstrategier. I min undervisning, for eksempel på Designskolen Kolding, underviste jeg tidligere i et kursus med titlen »Læring fra fortiden«, hvor studerende kunne genopdage næsten glemte bæredygtige praksisser fra fortiden og oversætte dem til nutidige sammenhænge, samt livscyklus-tænkning og livscyklusvurdering, som er afgørende, når det kommer til design af bæredygtige produkter og tjenester. Endelig anvender jeg i min dagligdag en lang række bæredygtige praksisser, der spænder fra transport til bæredygtigt forbrug af mad og tøj, og disse valg styrker yderligere mit engagement i bæredygtighed.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Bæredygtighed er et meget komplekst emne, og det er ret vanskeligt at sammenfatte en lang række forskellige tilgange og metoder til bæredygtighed i et enkelt kort svar. Hvis jeg skal gøre det, vil jeg dog anbefale designere at se på deres design (uanset om det er et produkt, en service eller et socio-teknisk system) gennem et livscyklusperspektiv. Designere har mulighed for at mindske deres produkters miljøpåvirkning i hver af livscyklusfaserne (udvinding af materialer, forarbejdning, fremstilling, distribution, brug og bortskaffelse).

Jeg vil især foreslå, at man ser på forbrugsfasen og brugernes forbrugsvaner, da denne forståelse kan forme designet og potentielt øge den samlede brugstid for produkter hos forskellige brugere. Generelt kan forlængelsen af produktets brugsfase opnås på forskellige måder, herunder videresalg af brugte varer, byttehandel, bedre pleje og reparation. Derfor vil jeg opfordre designere til at udforske disse områder og de materialer, vi allerede har i omløb, og samtidig reflektere over, hvad vi virkelig har brug for at skabe i en verden med overflod.

Læs nomineringen til Danish Design Award

Navn: Anne Louise Bang

Beskriv dit virke
Jeg arbejder som forsker og underviser på Forskningscenter for Tekstil, Design & Cirkularitet på VIA University College, hvor jeg er forskningsleder for programmet Design for Lang Levetid. Forskningscentret understøtter VIAs uddannelser indenfor design og business, som har ca. 1000 studerende.

I programmet er vi optaget af, hvilken rolle design kan spille for grøn omstilling og bæredygtig udvikling i et planetarisk perspektiv. Mine væsentligste forskningsbidrag ligger inden for tekstildesign og beklædning. Mit bidrag er både praktisk og teoretisk, da jeg har været så heldig at få mulighed for lægge en forskeruddannelse til min praktiske tekstildesignbaggrund.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er især optaget af den grønne omstilling af branchen lige fra mikrovirksomheder til de store spillere, herunder hvordan fagets praksis samt udøveres færdigheder, kompetencer og viden kan bidrage til denne. Jeg arbejder missionsdrevet, hvilket betyder, at jeg arbejder med at skabe forandring. Det gør jeg ved at tilbyde min dybe faglighed til tværfaglige projekter, der arbejder med samfundsmæssigt relevante problemstillinger.

Min forskning er eksperimenterende og praksisbaseret, og jeg arbejder med udgangspunkt i tekstile materialer. Jeg udforsker og udfordrer: de systemer og strukturer, der ligger bag produktion og brug af tekstilprodukter, lang levetid, udvikling af alternative og nye materialer, potentialet i at etablere flere brugscyklusser inden vi skiller os af med vores ting samt betydningen af prototyper for vidensflowet mellem forskellige aktører og interessenter.

Derudover har jeg udviklet flere dialogværktøjer i tæt samarbejde med forskerkollegaer, industriens interessenter, og borgere for at skabe viden om interaktion med og brug af tøj og tekstiler.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Alle, der arbejder med tekstilmaterialer og -produkter, véd, at det er komplekst. Der er ikke et quick fix, men mange krav at leve op til, hvis man vil arbejde ansvarligt og bæredygtigt. Derfor er mit råd til andre kunsthåndværkere og designere, at det er vigtigt at handle. Et skridt bliver hurtigt til mange, og sådan er det også med bæredygtighed. Lad være med at sige at noget er bæredygtigt, men fortæl i stedet hvilke bæredygtige overvejelser og handlinger, der er foretaget for hvert enkelt produkt.

I dag er smykker ofte reduceret til masseproducerede accessories, styret af modens skiftende strømninger og solgt i fast fashion-butikker. Tanken om at købe et smykke hos en guldsmed hører næsten en svunden tid til. Alligevel vokser der i takt med nye langsomheds-tendenser en bølge af mere etisk og bevidst forbrug frem, som også smitter af på lysten til at investere i kunsthåndværk – og det fornemmer smykkekunstner Janne Krogh Hansen tydeligt.

Jeg spørger, om hun nogle gange bliver påvirket af de modestrømninger, der er inden for smykkedesign, hvortil hun svarer, “at man naturligvis altid er et barn af sin tid,” og hun lader sig også inspirere af trends og tendenser. Men i kunsthåndværket findes der per definition en anden rytme – en indbygget langsomhed og en kærlighed til materialet, der rækker ud over det flygtige.

Janne Krogh Hansen er uddannet smykkekunstner fra Institut for Ædelmetal og har i år modtaget det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Sammen med sin partner Karl Ejnar Nybo driver hun guldsmedeværkstedet Goldfingers i København.

Uddraget er skrevet af Kristine Harper, forfatter og bæredygtighedsresearcher.
Læs hele artiklen i Formkraft.

Læs om kunstens udfoldelse som medspiller i konkrete klimaprojekter, i behandlingen af nutidens klimamæssige udfordringer og i udviklingen af fremtidens løsninger.

Beskriv dit virke som kunsthåndværker/designer
Jeg vil gerne fortælle historier med min keramik, og mit fokus er på udtrykket; både når jeg laver kopper, og når jeg laver unikaværker. Jeg blev uddannet fra Bornholm i 2004, hvorefter jeg har arbejdet nogle år for en keramiker i London.
Siden 2011 har jeg haft værkstedsbutikken Formuleret i Jægergårdsgade i Aarhus.
Det passer mig rigtig godt, at have en fast base - og for mig er det også en del af bæredygtigheden, at jeg bor og arbejder lokalt, selvom jeg selvfølgelig også bevæger mig ud i verden.

Hvordan arbejder du med bæredygtighed i din produktion/virke?
Den seneste årrække har jeg gjort mit virke mere bæredygtigt. Jeg arbejder meget ud fra devisen “brug hvad du har”. Som keramiker, kan man let få et stort lager af spande og materialer, der bare bliver flyttet rundt på. Nu blander jeg gamle, mislykkede glasurer i leret, for at opnå nye farver, og jeg bruger også slammet fra slamspanden til nye, spændende overflader.
En stor gevinst er, at det har fået mig til at arbejde med en ny æstetik. Jeg har altid været fascineret af det nye, spændende der kan opstå, i det man normalt ser som fejl, og jeg er ret begejstret for, at bobler og revner pludselig kan være en æstetisk gevinst.
Jeg har nedsat min brændingstemperatur, og er blevet meget mere bevidst om at brænde keramikken på en el-besparende måde.

Hvad er din anbefaling til andre udøvere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?

Arbejd ud fra devisen, at nye idéer og udtryk, tænkes ud fra hvad du har. Jeg har vænnet mig til, at arbejde med farver, der ikke nødvendigvis kan genskabes. Så hver gang du skal købe nyt: overvej, om noget du allerede har i gemmerne kan tilpasses, genbruges.

Jeg smider aldrig råmaterialer ud, men bruger dem på nye måder - eksempelvis glasurer blandet i leret eller blåler blandet i glasurerne. På den måde rækker det jeg har på hylderne virkelig langt.

Min erfaring er, at udtrykket bliver stærkere af omhu og kærlighed til materialerne.
Transport er et oplagt område at være mere bæredygtig. Jeg har lavet Co2-regnskab ud fra de oplysninger, jeg har kunnet finde på mine materialer og mit virke og kan konstatere, at en stor del af udledningen ligger i transportdelen. Groft sagt er der ikke meget mening i at spare på udledningen i tilblivelsen, hvis der derefter kommer en høj udledning ved transport.

@formuleret

Navn: Maria Sparre-Petersen

Beskriv dit virke
Jeg er i øjeblikket ansat som lektor med undervisningsopgaver på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering. Derudover sidder jeg i legatudvalget for Kunsthåndværk og Design under Statens Kunstfond samt i bestyrelsen for Glas – Museet for glaskunst. Jeg driver også en kunstnerisk virksomhed i eget navn.
Min forskning omfatter praksisbaserede undersøgelser af, hvordan bæredygtige principper kan integreres i kunstneriske processer, samt teoretiske studier af æstetik med fokus på en generativ frem for en refleksiv tilgang til emnet.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Min tilgang til bæredygtighed involverer kunstnerisk, teoretisk og praktisk forskning samt undervisning. Jeg argumenterer for, at en tilpasning af bæredygtige principper kan åbne for udviklingen af originale æstetiske udtryk, og jeg har fokus på uforudsigelige æstetiker, der afspejler tab af kontrol og en accept af naturens kræfters indflydelse på materialerne.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Jeg anbefaler en pragmatisk frem for en idealistisk-perfektionistisk tilgang. Når mine studerende giver udtryk for skam, frygt, frustration eller endda vrede i forhold til de kriser, vi står over for, opfordrer jeg til handling og forsøger at fremkalde handlekraft og styrkelse af selvforståelsen gennem inspiration fra andre kunstneres arbejde samt gennem samarbejde og videndeling.