Danske Kunsthåndværkere & Designere guider dig i den grønne omstilling
Det Kongelige Akademi
Det Kongelige Akademi
  • 30. okt 2025 - 16. apr 2026

Udstilling: Forestillinger om fremtiden - i arkitektur og design

Hvordan ser fremtiden ud, hvis vi tør forestille os den – ikke som science fiction, men som konkrete, forskningsbaserede bud på nye måder at leve, bo og tænke på?

Udstillingen ‘Forestillinger om fremtiden’ præsenterer projekter af arkitekter og designere, der tager afsæt i aktuelle udfordringer og muligheder:
Nye materialer, nye måder at bo og beskytte os på, nye måder at tænke fællesskab og bæredygtighed.

Adresse
Det Kongelige Akademi
Danneskiold-Samsøes Allé 51
Udstillingen, Indgang K
1435 København K
Danmark

Gå til side
Læs mere
Rasmus Blicher
Rasmus Blicher

Forsker og Tekstildesigner: Vi skal lære af fortiden, når vi designer til fremtiden

Navn: Anne Louise Bang

Beskriv dit virke
Jeg arbejder som forsker og underviser på Forskningscenter for Tekstil, Design & Cirkularitet på VIA University College, hvor jeg er forskningsleder for programmet Design for Lang Levetid. Forskningscentret understøtter VIAs uddannelser indenfor design og business, som har ca. 1000 studerende.

I programmet er vi optaget af, hvilken rolle design kan spille for grøn omstilling og bæredygtig udvikling i et planetarisk perspektiv. Mine væsentligste forskningsbidrag ligger inden for tekstildesign og beklædning. Mit bidrag er både praktisk og teoretisk, da jeg har været så heldig at få mulighed for lægge en forskeruddannelse til min praktiske tekstildesignbaggrund.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er især optaget af den grønne omstilling af branchen lige fra mikrovirksomheder til de store spillere, herunder hvordan fagets praksis samt udøveres færdigheder, kompetencer og viden kan bidrage til denne. Jeg arbejder missionsdrevet, hvilket betyder, at jeg arbejder med at skabe forandring. Det gør jeg ved at tilbyde min dybe faglighed til tværfaglige projekter, der arbejder med samfundsmæssigt relevante problemstillinger.

Min forskning er eksperimenterende og praksisbaseret, og jeg arbejder med udgangspunkt i tekstile materialer. Jeg udforsker og udfordrer: de systemer og strukturer, der ligger bag produktion og brug af tekstilprodukter, lang levetid, udvikling af alternative og nye materialer, potentialet i at etablere flere brugscyklusser inden vi skiller os af med vores ting samt betydningen af prototyper for vidensflowet mellem forskellige aktører og interessenter.

Derudover har jeg udviklet flere dialogværktøjer i tæt samarbejde med forskerkollegaer, industriens interessenter, og borgere for at skabe viden om interaktion med og brug af tøj og tekstiler.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Alle, der arbejder med tekstilmaterialer og -produkter, véd, at det er komplekst. Der er ikke et quick fix, men mange krav at leve op til, hvis man vil arbejde ansvarligt og bæredygtigt. Derfor er mit råd til andre kunsthåndværkere og designere, at det er vigtigt at handle. Et skridt bliver hurtigt til mange, og sådan er det også med bæredygtighed. Lad være med at sige at noget er bæredygtigt, men fortæl i stedet hvilke bæredygtige overvejelser og handlinger, der er foretaget for hvert enkelt produkt.

Gå til side
Læs mere
Karl Ejnar Nybo
Karl Ejnar Nybo

Artikel: Min blyant er metallet

I dag er smykker ofte reduceret til masseproducerede accessories, styret af modens skiftende strømninger og solgt i fast fashion-butikker. Tanken om at købe et smykke hos en guldsmed hører næsten en svunden tid til. Alligevel vokser der i takt med nye langsomheds-tendenser en bølge af mere etisk og bevidst forbrug frem, som også smitter af på lysten til at investere i kunsthåndværk – og det fornemmer smykkekunstner Janne Krogh Hansen tydeligt.

Jeg spørger, om hun nogle gange bliver påvirket af de modestrømninger, der er inden for smykkedesign, hvortil hun svarer, “at man naturligvis altid er et barn af sin tid,” og hun lader sig også inspirere af trends og tendenser. Men i kunsthåndværket findes der per definition en anden rytme – en indbygget langsomhed og en kærlighed til materialet, der rækker ud over det flygtige.

Janne Krogh Hansen er uddannet smykkekunstner fra Institut for Ædelmetal og har i år modtaget det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Sammen med sin partner Karl Ejnar Nybo driver hun guldsmedeværkstedet Goldfingers i København.

Uddraget er skrevet af Kristine Harper, forfatter og bæredygtighedsresearcher.
Læs hele artiklen i Formkraft.

Gå til side
Læs mere
Natural Material Studio
Natural Material Studio

Behøver vi at stræbe efter holdbarhed?

Hvad sker der med designfaget, når fokus flytter sig fra form til systemer, materialer og sammenhænge? Kunstner og designer Bonnie Hvillum arbejder i krydsfeltet mellem æstetik og ansvar og udfordrer forestillingen om, hvad en designers rolle bør være i en verden med begrænsede ressourcer.

Gå til side
Læs mere
BKF
BKF

Kunsten i klimaarbejdet – Fordringer for forandring

Læs om kunstens udfoldelse som medspiller i konkrete klimaprojekter, i behandlingen af nutidens klimamæssige udfordringer og i udviklingen af fremtidens løsninger.

Gå til side
Læs mere
Thomas Dahl Jepsen
Thomas Dahl Jepsen

Keramiker Ninna Gøtzsche arbejder med fejl i ny æstetik

Beskriv dit virke som kunsthåndværker/designer
Jeg vil gerne fortælle historier med min keramik, og mit fokus er på udtrykket; både når jeg laver kopper, og når jeg laver unikaværker. Jeg blev uddannet fra Bornholm i 2004, hvorefter jeg har arbejdet nogle år for en keramiker i London.
Siden 2011 har jeg haft værkstedsbutikken Formuleret i Jægergårdsgade i Aarhus.
Det passer mig rigtig godt, at have en fast base - og for mig er det også en del af bæredygtigheden, at jeg bor og arbejder lokalt, selvom jeg selvfølgelig også bevæger mig ud i verden.

Hvordan arbejder du med bæredygtighed i din produktion/virke?
Den seneste årrække har jeg gjort mit virke mere bæredygtigt. Jeg arbejder meget ud fra devisen “brug hvad du har”. Som keramiker, kan man let få et stort lager af spande og materialer, der bare bliver flyttet rundt på. Nu blander jeg gamle, mislykkede glasurer i leret, for at opnå nye farver, og jeg bruger også slammet fra slamspanden til nye, spændende overflader.
En stor gevinst er, at det har fået mig til at arbejde med en ny æstetik. Jeg har altid været fascineret af det nye, spændende der kan opstå, i det man normalt ser som fejl, og jeg er ret begejstret for, at bobler og revner pludselig kan være en æstetisk gevinst.
Jeg har nedsat min brændingstemperatur, og er blevet meget mere bevidst om at brænde keramikken på en el-besparende måde.

Hvad er din anbefaling til andre udøvere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?

Arbejd ud fra devisen, at nye idéer og udtryk, tænkes ud fra hvad du har. Jeg har vænnet mig til, at arbejde med farver, der ikke nødvendigvis kan genskabes. Så hver gang du skal købe nyt: overvej, om noget du allerede har i gemmerne kan tilpasses, genbruges.

Jeg smider aldrig råmaterialer ud, men bruger dem på nye måder - eksempelvis glasurer blandet i leret eller blåler blandet i glasurerne. På den måde rækker det jeg har på hylderne virkelig langt.

Min erfaring er, at udtrykket bliver stærkere af omhu og kærlighed til materialerne.
Transport er et oplagt område at være mere bæredygtig. Jeg har lavet Co2-regnskab ud fra de oplysninger, jeg har kunnet finde på mine materialer og mit virke og kan konstatere, at en stor del af udledningen ligger i transportdelen. Groft sagt er der ikke meget mening i at spare på udledningen i tilblivelsen, hvis der derefter kommer en høj udledning ved transport.

@formuleret

Gå til side
Læs mere
Signe Rødkjær Griffin
Signe Rødkjær Griffin

Bæredygtig fremtid gennem sanselig revolution!

Kan en sanselig tilgang til verden være en måde at skabe omsorg for det, der omgiver os? Tekstildesignstuderende Signe Rødkjær Griffin undersøger, hvordan sanselige erfaringer og kropslig viden om materialitet kan skabe grobund for en mere bæredygtig fremtid.

Gå til side
Læs mere
Lena Paaske
Lena Paaske

Forsker og glasformgiver: Bæredygtige principper kan føre til nye æstetiske udtryk

Navn: Maria Sparre-Petersen

Beskriv dit virke
Jeg er i øjeblikket ansat som lektor med undervisningsopgaver på Det Kongelige Akademi – Arkitektur, Design, Konservering. Derudover sidder jeg i legatudvalget for Kunsthåndværk og Design under Statens Kunstfond samt i bestyrelsen for Glas – Museet for glaskunst. Jeg driver også en kunstnerisk virksomhed i eget navn.
Min forskning omfatter praksisbaserede undersøgelser af, hvordan bæredygtige principper kan integreres i kunstneriske processer, samt teoretiske studier af æstetik med fokus på en generativ frem for en refleksiv tilgang til emnet.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Min tilgang til bæredygtighed involverer kunstnerisk, teoretisk og praktisk forskning samt undervisning. Jeg argumenterer for, at en tilpasning af bæredygtige principper kan åbne for udviklingen af originale æstetiske udtryk, og jeg har fokus på uforudsigelige æstetiker, der afspejler tab af kontrol og en accept af naturens kræfters indflydelse på materialerne.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Jeg anbefaler en pragmatisk frem for en idealistisk-perfektionistisk tilgang. Når mine studerende giver udtryk for skam, frygt, frustration eller endda vrede i forhold til de kriser, vi står over for, opfordrer jeg til handling og forsøger at fremkalde handlekraft og styrkelse af selvforståelsen gennem inspiration fra andre kunstneres arbejde samt gennem samarbejde og videndeling.

Gå til side
Læs mere
Alma Storm
Alma Storm

Tekstildesigner Alma Storm vækker nysgerrighed for ansvarligt forbrug

Beskriv dit virke som kunsthåndværker/designer
Jeg er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding og arbejder aktuelt fra et værkstedsfællesskab i København. Her udvikler jeg materialer, prøver og undervisningsforløb med fokus på kreativitet og bæredygtighed. Mit virke centrerer sig omkring at skabe en mere kreativ, bæredygtig og ressourcebevidst grunduddannelse, hvor børn og unge får redskaber til at blive reflekterede og ansvarlige forbrugere. Jeg rejser rundt i hele landet for at afholde workshops og undervisningsforløb for børn, unge og undervisere.

Hvordan arbejder du med bæredygtighed i din produktion/virke?
Jeg arbejder med bæredygtighed gennem formidling og undervisning, der retter sig mod børn og unge. Gennem workshops og undervisningsforløb er formålet at sætte fokus på materialelære, ressourceforbrug og håndarbejdsfærdigheder, som fx syning, broderi og generelt metoder der kan forlænge levetiden for det tøj og materialer vi har. Med undervisningen får de unge en klar forståelse af tøjproduktionen, og hvorfor det er vigtigt at forholde os til forsyningskæden.

Formålet er at skabe forståelse for de sociale og miljømæssige konsekvenser af vores forbrug samt at inspirere til refleksion og handling. Ved at kombinere praksisnære teknikker med viden om tekstilindustriens strukturer, ønsker jeg at styrke unges evne til at træffe bæredygtige valg – og vække nysgerrighed for, hvad man selv kan gøre for at tage ansvar som forbruger.

En kerneværdi for undervisningen er at skabe en positiv oplevelse med at skabe selv, og forhåbentlig skabe et fællesskab omkring den forskel vi kan gøre som forbrugere.

Hvad er din anbefaling til andre udøvere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Noget af det mest værdifulde i arbejdet med bæredygtighed har for mig været mødet med andre, der også skaber – både nybegyndere og erfarne. I disse møder opstår nye perspektiver, idéer og samarbejder, der rækker ud over det enkelte værksted. Udfordringerne, vi står overfor, kræver netop, at vi gentænker den industri, vi er en del af. Tekstilbranchen er stadig præget af konkurrence og individualisme, men netop derfor er det vigtigt, at vi ser hinanden som medspillere frem for konkurrenter.
Ved at mødes som samarbejdspartnere – og tage fælles ansvar – står vi stærkere i arbejdet med at forandre en industri, der trods advarsler fortsætter med overproduktion og ressourceforbrug i højt tempo.

Forandring sker ikke alene. Den sker i fællesskab, når vi deler viden, erfaringer og tvivl, og når vi tør arbejde langsomt, undersøgende og med respekt for materialer, ressourcer og processer.

Derfor er min anbefaling at søge samtalen med andre. Find fællesskaber, del praksis og vær åben for samarbejde – også på tværs af fagligheder og erfaring. Det er i udvekslingen, at nye muligheder opstår.

Der findes mange stærke initiativer og organisationer, der tilbyder gratis workshops og aktiviteter, hvor man kan få hjælp og redskaber til at reparere, genskabe og udvikle nyt af det, vi allerede har. Det er steder, hvor man både lærer og bidrager – og samtidig bliver en del af et fællesskab, der arbejder for en mere bæredygtig fremtid.

Gå til side
Læs mere