Michela Gambino arbejder på Institut for Konservering, hvor hun fokuserer på at forhindre svampe i at nedbryde kultur- og naturarv, mens Phil Ayres er tilknyttet Institut for Arkitektur og Teknologi, og arbejder med at udvikle svampe som byggemateriale i sin forskning. På trods af deres forskellige mål har de etableret en faglig dialog om mikroorganismer som svampe og alger. Begge er enige om, at svampe rummer et enormt potentiale – både som trussel og som ressource.

Q&Q med Iryna Kucher, PhD, eco-social designer og designforsker.

Beskriv dit virke

Min praksis ligger i krydsfeltet mellem bæredygtigt design og tøjforbrug. Mere specifikt er jeg interesseret i fortidens almindelige forbrugsvaner som kilde til en bæredygtig fremtid og i tværfaglige forskningsmetoder og pædagogikker, der bygger bro mellem designforskning og samfundsvidenskab.

I min monografi med titlen ‘Designing Engagements with Mending. An exploration of clothing repair practices in Western and post-Soviet contexts’ (2024) undersøgte jeg, hvorfor og hvordan mennesker reparerer tøj i hjemlige omgivelser i Ukraine og Danmark. Til dette formål anvendte jeg garderobestudier, deltagerbaseret tekstilfremstilling og forskellige typologier af designforskningsartefakter. Nogle af de artefakter, jeg designede, blev optaget i den permanente samling på det italienske observatorium for industrielt design (ADI), nomineret til Danish Design Award og udstillet internationalt. I øjeblikket fortsætter jeg med at forske i infrastrukturen for reparation af tøj med det formål at reintegrere reparation i uddannelse på forskellige niveauer.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er optaget af bæredygtighed på forskellige niveauer, fra min designforskning til min pædagogiske praksis og min dagligdag. Alle disse niveauer har noget at gøre med fortidens utilsigtede, men reelle bæredygtighedspraksis. I min forskning har jeg specialiseret mig i praksisformer, der har med vedligeholdelse af garderoben og beregning af materialeforbrug at gøre, og som har til formål at forlænge tøjets brugstid.
I dag anerkendes disse praksisformer som nogle af de mest effektive bæredygtighedsstrategier. I min undervisning, for eksempel på Designskolen Kolding, underviste jeg tidligere i et kursus med titlen »Læring fra fortiden«, hvor studerende kunne genopdage næsten glemte bæredygtige praksisser fra fortiden og oversætte dem til nutidige sammenhænge, samt livscyklus-tænkning og livscyklusvurdering, som er afgørende, når det kommer til design af bæredygtige produkter og tjenester. Endelig anvender jeg i min dagligdag en lang række bæredygtige praksisser, der spænder fra transport til bæredygtigt forbrug af mad og tøj, og disse valg styrker yderligere mit engagement i bæredygtighed.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Bæredygtighed er et meget komplekst emne, og det er ret vanskeligt at sammenfatte en lang række forskellige tilgange og metoder til bæredygtighed i et enkelt kort svar. Hvis jeg skal gøre det, vil jeg dog anbefale designere at se på deres design (uanset om det er et produkt, en service eller et socio-teknisk system) gennem et livscyklusperspektiv. Designere har mulighed for at mindske deres produkters miljøpåvirkning i hver af livscyklusfaserne (udvinding af materialer, forarbejdning, fremstilling, distribution, brug og bortskaffelse).

Jeg vil især foreslå, at man ser på forbrugsfasen og brugernes forbrugsvaner, da denne forståelse kan forme designet og potentielt øge den samlede brugstid for produkter hos forskellige brugere. Generelt kan forlængelsen af produktets brugsfase opnås på forskellige måder, herunder videresalg af brugte varer, byttehandel, bedre pleje og reparation. Derfor vil jeg opfordre designere til at udforske disse områder og de materialer, vi allerede har i omløb, og samtidig reflektere over, hvad vi virkelig har brug for at skabe i en verden med overflod.

Læs nomineringen til Danish Design Award

Navn: Anne Louise Bang

Beskriv dit virke
Jeg arbejder som forsker og underviser på Forskningscenter for Tekstil, Design & Cirkularitet på VIA University College, hvor jeg er forskningsleder for programmet Design for Lang Levetid. Forskningscentret understøtter VIAs uddannelser indenfor design og business, som har ca. 1000 studerende.

I programmet er vi optaget af, hvilken rolle design kan spille for grøn omstilling og bæredygtig udvikling i et planetarisk perspektiv. Mine væsentligste forskningsbidrag ligger inden for tekstildesign og beklædning. Mit bidrag er både praktisk og teoretisk, da jeg har været så heldig at få mulighed for lægge en forskeruddannelse til min praktiske tekstildesignbaggrund.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er især optaget af den grønne omstilling af branchen lige fra mikrovirksomheder til de store spillere, herunder hvordan fagets praksis samt udøveres færdigheder, kompetencer og viden kan bidrage til denne. Jeg arbejder missionsdrevet, hvilket betyder, at jeg arbejder med at skabe forandring. Det gør jeg ved at tilbyde min dybe faglighed til tværfaglige projekter, der arbejder med samfundsmæssigt relevante problemstillinger.

Min forskning er eksperimenterende og praksisbaseret, og jeg arbejder med udgangspunkt i tekstile materialer. Jeg udforsker og udfordrer: de systemer og strukturer, der ligger bag produktion og brug af tekstilprodukter, lang levetid, udvikling af alternative og nye materialer, potentialet i at etablere flere brugscyklusser inden vi skiller os af med vores ting samt betydningen af prototyper for vidensflowet mellem forskellige aktører og interessenter.

Derudover har jeg udviklet flere dialogværktøjer i tæt samarbejde med forskerkollegaer, industriens interessenter, og borgere for at skabe viden om interaktion med og brug af tøj og tekstiler.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Alle, der arbejder med tekstilmaterialer og -produkter, véd, at det er komplekst. Der er ikke et quick fix, men mange krav at leve op til, hvis man vil arbejde ansvarligt og bæredygtigt. Derfor er mit råd til andre kunsthåndværkere og designere, at det er vigtigt at handle. Et skridt bliver hurtigt til mange, og sådan er det også med bæredygtighed. Lad være med at sige at noget er bæredygtigt, men fortæl i stedet hvilke bæredygtige overvejelser og handlinger, der er foretaget for hvert enkelt produkt.

I dag er smykker ofte reduceret til masseproducerede accessories, styret af modens skiftende strømninger og solgt i fast fashion-butikker. Tanken om at købe et smykke hos en guldsmed hører næsten en svunden tid til. Alligevel vokser der i takt med nye langsomheds-tendenser en bølge af mere etisk og bevidst forbrug frem, som også smitter af på lysten til at investere i kunsthåndværk – og det fornemmer smykkekunstner Janne Krogh Hansen tydeligt.

Jeg spørger, om hun nogle gange bliver påvirket af de modestrømninger, der er inden for smykkedesign, hvortil hun svarer, “at man naturligvis altid er et barn af sin tid,” og hun lader sig også inspirere af trends og tendenser. Men i kunsthåndværket findes der per definition en anden rytme – en indbygget langsomhed og en kærlighed til materialet, der rækker ud over det flygtige.

Janne Krogh Hansen er uddannet smykkekunstner fra Institut for Ædelmetal og har i år modtaget det 3-årige arbejdslegat fra Statens Kunstfond. Sammen med sin partner Karl Ejnar Nybo driver hun guldsmedeværkstedet Goldfingers i København.

Uddraget er skrevet af Kristine Harper, forfatter og bæredygtighedsresearcher.
Læs hele artiklen i Formkraft.

Hvad sker der med designfaget, når fokus flytter sig fra form til systemer, materialer og sammenhænge? Kunstner og designer Bonnie Hvillum arbejder i krydsfeltet mellem æstetik og ansvar og udfordrer forestillingen om, hvad en designers rolle bør være i en verden med begrænsede ressourcer.

Kan en sanselig tilgang til verden være en måde at skabe omsorg for det, der omgiver os? Tekstildesignstuderende Signe Rødkjær Griffin undersøger, hvordan sanselige erfaringer og kropslig viden om materialitet kan skabe grobund for en mere bæredygtig fremtid.

Beskriv dit virke som kunsthåndværker/designer
Jeg er uddannet tekstildesigner fra Designskolen Kolding og arbejder aktuelt fra et værkstedsfællesskab i København. Her udvikler jeg materialer, prøver og undervisningsforløb med fokus på kreativitet og bæredygtighed. Mit virke centrerer sig omkring at skabe en mere kreativ, bæredygtig og ressourcebevidst grunduddannelse, hvor børn og unge får redskaber til at blive reflekterede og ansvarlige forbrugere. Jeg rejser rundt i hele landet for at afholde workshops og undervisningsforløb for børn, unge og undervisere.

Hvordan arbejder du med bæredygtighed i din produktion/virke?
Jeg arbejder med bæredygtighed gennem formidling og undervisning, der retter sig mod børn og unge. Gennem workshops og undervisningsforløb er formålet at sætte fokus på materialelære, ressourceforbrug og håndarbejdsfærdigheder, som fx syning, broderi og generelt metoder der kan forlænge levetiden for det tøj og materialer vi har. Med undervisningen får de unge en klar forståelse af tøjproduktionen, og hvorfor det er vigtigt at forholde os til forsyningskæden.

Formålet er at skabe forståelse for de sociale og miljømæssige konsekvenser af vores forbrug samt at inspirere til refleksion og handling. Ved at kombinere praksisnære teknikker med viden om tekstilindustriens strukturer, ønsker jeg at styrke unges evne til at træffe bæredygtige valg – og vække nysgerrighed for, hvad man selv kan gøre for at tage ansvar som forbruger.

En kerneværdi for undervisningen er at skabe en positiv oplevelse med at skabe selv, og forhåbentlig skabe et fællesskab omkring den forskel vi kan gøre som forbrugere.

Hvad er din anbefaling til andre udøvere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Noget af det mest værdifulde i arbejdet med bæredygtighed har for mig været mødet med andre, der også skaber – både nybegyndere og erfarne. I disse møder opstår nye perspektiver, idéer og samarbejder, der rækker ud over det enkelte værksted. Udfordringerne, vi står overfor, kræver netop, at vi gentænker den industri, vi er en del af. Tekstilbranchen er stadig præget af konkurrence og individualisme, men netop derfor er det vigtigt, at vi ser hinanden som medspillere frem for konkurrenter.
Ved at mødes som samarbejdspartnere – og tage fælles ansvar – står vi stærkere i arbejdet med at forandre en industri, der trods advarsler fortsætter med overproduktion og ressourceforbrug i højt tempo.

Forandring sker ikke alene. Den sker i fællesskab, når vi deler viden, erfaringer og tvivl, og når vi tør arbejde langsomt, undersøgende og med respekt for materialer, ressourcer og processer.

Derfor er min anbefaling at søge samtalen med andre. Find fællesskaber, del praksis og vær åben for samarbejde – også på tværs af fagligheder og erfaring. Det er i udvekslingen, at nye muligheder opstår.

Der findes mange stærke initiativer og organisationer, der tilbyder gratis workshops og aktiviteter, hvor man kan få hjælp og redskaber til at reparere, genskabe og udvikle nyt af det, vi allerede har. Det er steder, hvor man både lærer og bidrager – og samtidig bliver en del af et fællesskab, der arbejder for en mere bæredygtig fremtid.