Mothproofed for Life er et online tilgængeligt kunstværk, der tester, om der stadig findes gammel farlig kemi i garn købt som genbrug. Tidligere har man behandlet garn med DDT og andre farlige kemikalier, for at sikre det mod møl. Selvom den praksis stoppede i 50’erne, kan kemien stadig spores i de gamle garner i dag.

Line Rothmann har vævet en plaid af gammel umærket uldgarn, og draperet det i en montre med møl. Spiser møllene tæppet er garnet sikkert at bruge, men dør de, indeholder garnet stadig kemi.

Værket behandler både de valg, som tidligere generationer har truffet, og de konsekvenser, vores egne valg i dag vil få for fremtiden.

Lyt med og bliv klogere på tarmskind som materiale.

Nu kan du lytte med online til foredrag på Grønlands Nationalmuseum om 3 indgange til at arbejde med det fascinerende materiale tarmskind. I forbindelse med særudstillingen Puggut Anernerat / Breathing Membranes fortæller skindsyerske Sofie Amondsen (GL), tekstilkunstner Julie Bach (DK) og museumsinspektør i den immaterielle kulturarv Randi Sørensen Johansen (GL) om hver deres måde at arbejde med tarmskind fra et håndværkmæssigt, kunstnerisk og historisk perspektiv.

Michela Gambino arbejder på Institut for Konservering, hvor hun fokuserer på at forhindre svampe i at nedbryde kultur- og naturarv, mens Phil Ayres er tilknyttet Institut for Arkitektur og Teknologi, og arbejder med at udvikle svampe som byggemateriale i sin forskning. På trods af deres forskellige mål har de etableret en faglig dialog om mikroorganismer som svampe og alger. Begge er enige om, at svampe rummer et enormt potentiale – både som trussel og som ressource.

GenJord inviterede i foråret 2024 forfatter trendanalytiker og bæredygtighedresearcher Kristine Harper til en talk om den æstetiske dimension af bæredygtighed.

Æstetik er en afgørende omend ofte overset del af bæredygtighedsdebatten, som ofte primært handler om ressourceoptimering og certificeringer.

Kristine Harper er bosat på Bali og derfor foregik talken online. Lyt med her:

Glasurrester ender ofte i vasken, men de kan med fordel samles sammen og bruges til nye glasurer eller som supplement til allerede eksisterende glasurer.

Se her hvordan de gør på Ry Højskole.

Q&Q med Iryna Kucher, PhD, eco-social designer og designforsker.

Beskriv dit virke

Min praksis ligger i krydsfeltet mellem bæredygtigt design og tøjforbrug. Mere specifikt er jeg interesseret i fortidens almindelige forbrugsvaner som kilde til en bæredygtig fremtid og i tværfaglige forskningsmetoder og pædagogikker, der bygger bro mellem designforskning og samfundsvidenskab.

I min monografi med titlen ‘Designing Engagements with Mending. An exploration of clothing repair practices in Western and post-Soviet contexts’ (2024) undersøgte jeg, hvorfor og hvordan mennesker reparerer tøj i hjemlige omgivelser i Ukraine og Danmark. Til dette formål anvendte jeg garderobestudier, deltagerbaseret tekstilfremstilling og forskellige typologier af designforskningsartefakter. Nogle af de artefakter, jeg designede, blev optaget i den permanente samling på det italienske observatorium for industrielt design (ADI), nomineret til Danish Design Award og udstillet internationalt. I øjeblikket fortsætter jeg med at forske i infrastrukturen for reparation af tøj med det formål at reintegrere reparation i uddannelse på forskellige niveauer.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er optaget af bæredygtighed på forskellige niveauer, fra min designforskning til min pædagogiske praksis og min dagligdag. Alle disse niveauer har noget at gøre med fortidens utilsigtede, men reelle bæredygtighedspraksis. I min forskning har jeg specialiseret mig i praksisformer, der har med vedligeholdelse af garderoben og beregning af materialeforbrug at gøre, og som har til formål at forlænge tøjets brugstid.
I dag anerkendes disse praksisformer som nogle af de mest effektive bæredygtighedsstrategier. I min undervisning, for eksempel på Designskolen Kolding, underviste jeg tidligere i et kursus med titlen »Læring fra fortiden«, hvor studerende kunne genopdage næsten glemte bæredygtige praksisser fra fortiden og oversætte dem til nutidige sammenhænge, samt livscyklus-tænkning og livscyklusvurdering, som er afgørende, når det kommer til design af bæredygtige produkter og tjenester. Endelig anvender jeg i min dagligdag en lang række bæredygtige praksisser, der spænder fra transport til bæredygtigt forbrug af mad og tøj, og disse valg styrker yderligere mit engagement i bæredygtighed.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Bæredygtighed er et meget komplekst emne, og det er ret vanskeligt at sammenfatte en lang række forskellige tilgange og metoder til bæredygtighed i et enkelt kort svar. Hvis jeg skal gøre det, vil jeg dog anbefale designere at se på deres design (uanset om det er et produkt, en service eller et socio-teknisk system) gennem et livscyklusperspektiv. Designere har mulighed for at mindske deres produkters miljøpåvirkning i hver af livscyklusfaserne (udvinding af materialer, forarbejdning, fremstilling, distribution, brug og bortskaffelse).

Jeg vil især foreslå, at man ser på forbrugsfasen og brugernes forbrugsvaner, da denne forståelse kan forme designet og potentielt øge den samlede brugstid for produkter hos forskellige brugere. Generelt kan forlængelsen af produktets brugsfase opnås på forskellige måder, herunder videresalg af brugte varer, byttehandel, bedre pleje og reparation. Derfor vil jeg opfordre designere til at udforske disse områder og de materialer, vi allerede har i omløb, og samtidig reflektere over, hvad vi virkelig har brug for at skabe i en verden med overflod.

Læs nomineringen til Danish Design Award