Laboratoriet for Bæredygtig Kunst på Munkeruphus er et toårigt udviklingsprojekt, hvor 20 udvalgte kunstnere arbejder med at udvikle en mere bæredygtig kunstpraksis. Gennem workshops, rådgivning og videndeling får vi konkrete værktøjer til at integrere bæredygtighed i vores kunstneriske virke.

Forløbet er faciliteret af Munkeruphus i samarbejde med DTU Sustain og Teknologisk Institut og afsluttes med en fælles udstilling på Munkeruphus i 2027. Projektet er støttet af Statens Kunstfond.

Har du fået skubbet til din forestilling om, hvad det vil sige at skabe bæredygtig kunst og udstillinger?
Forløbet på Munkeruphus har i høj grad udvidet min forståelse af, hvad bæredygtighed i kunst er. Det handler ikke kun om materialevalg, men også om værkets livscyklus, produktionsformer, genbrug og om at skabe et bæredygtigt arbejdsliv.

Vi er en mangfoldig gruppe af kunsthåndværkere, designere, billedkunstnere, scenografer m.m., der alle arbejder i forskellige kontekster. Nogle arbejder individuelt med egen produktion, mens andre samarbejder på tværs af faggrupper hvor man skal nå til enighed og lave kompromiser. Selvom vores kunstneriske praksis er forskellige, er det tydeligt, at bæredygtighed ikke er noget, der kan tilføjes til sidst, men en bevidsthed, der skal være til stede i alle faser af et projekt fra start til slut. Helt konkret har vi blandt andet arbejdet med principperne refuse, reduce, reuse og recycle. Med disse principper i tankerne kan det være det nemmere at træffe mere bæredygtige valg i både små og store beslutninger.

Jeg søgte ind i Laboratoriet med et ønske om at arbejde mere bæredygtigt, men uden at vide, hvor jeg skulle begynde. Jeg havde svært ved at se, hvordan man som enkelt kunstner kan gøre en reel forskel. Jeg har heldigvis forstået, at kunsten bør gå forrest. Vi kan forme vores egne fortællinger og sætte bæredygtighed på dagsordenen. Vi har ikke ansvaret for store industrielle produktioner, men vi kan vise og forhåbentlig inspirere til hvordan man kan arbejde bevidst med materialer, processer og genbrug.

Hvordan arbejder du selv med bæredygtighed i dit kunstneriske virke, og regner du med, at forløbet kommer til at ændre ved noget fundamentalt i måden du skaber på?
For mig handler bæredygtighed i stigende grad om at tage ejerskab over hele processen, også de dele, der ligger uden for min umiddelbare kontrol. Jeg er blevet mere opmærksom på de led, der går forud for, at materialet bliver købt, men også på værkernes liv, efter de er ude af mine egne hænder. Jeg forventer ikke en total forandring fra den ene dag til den anden, men en gradvis udvikling mod en mere bevidst og ansvarlig praksis.

I de to første workshops har vi haft stort fokus på at lære vores egne processer bedre at kende. Dette arbejde gør det muligt at identificere, hvor bæredygtige valg faktisk kan gøre en forskel, og hvor ens praksis måske halter. I mit eget arbejde står jeg selv for både udvikling og produktion, og her er materialevalget afgørende og et sted, hvor jeg har direkte indflydelse. Særligt lim og overfladebehandling er problematisk i mine værker. Det indeholder plastik og kemikalier, der gør det svært at føre træet tilbage i kredsløb, det ender derfor som affald til forbrænding. Jeg er også blevet mere opmærksom på at tage ansvar for værkerne, efter de er ude af mine hænder, for eksempel ved at udarbejde reparationsvejledninger i håb om at give værkerne en så lang levetid som muligt.

Hvilket råd vil du give videre til andre udøvere, der ønsker at arbejde med en mere bæredygtig tilgang til deres værker?
Mit bedste råd er at opsøge viden og dele erfaringer med andre. Bæredygtighed bliver langt mere håndgribelig, når man indgår i fællesskaber, hvor man kan lære af hinanden. Samtidig er det vigtigt at se bæredygtighed som en mulighed frem for en begrænsning. Det kan åbne nye veje og give anledning til at arbejde anderledes og mere eksperimenterende.

Det kan være en god begyndelse at gennemgå et værk fra start til slut: Hvilke materialer indgår, hvor kommer de fra, og hvad sker der med værket, når det forlader ens hænder? Når man får overblik over processerne, bliver det lettere at identificere, hvor man kan sætte ind.

Jeg tror man skal acceptere, at det er en proces hvor der altid vil være noget man kan gøre bedre. Bevidstheden og ønsket om at det skal fylde mere er i sig selv et stort skridt i den rigtige retning.

Glasurrester ender ofte i vasken, men de kan med fordel samles sammen og bruges til nye glasurer eller som supplement til allerede eksisterende glasurer.

Se her hvordan de gør på Ry Højskole.

Q&Q med Iryna Kucher, PhD, eco-social designer og designforsker.

Beskriv dit virke

Min praksis ligger i krydsfeltet mellem bæredygtigt design og tøjforbrug. Mere specifikt er jeg interesseret i fortidens almindelige forbrugsvaner som kilde til en bæredygtig fremtid og i tværfaglige forskningsmetoder og pædagogikker, der bygger bro mellem designforskning og samfundsvidenskab.

I min monografi med titlen ‘Designing Engagements with Mending. An exploration of clothing repair practices in Western and post-Soviet contexts’ (2024) undersøgte jeg, hvorfor og hvordan mennesker reparerer tøj i hjemlige omgivelser i Ukraine og Danmark. Til dette formål anvendte jeg garderobestudier, deltagerbaseret tekstilfremstilling og forskellige typologier af designforskningsartefakter. Nogle af de artefakter, jeg designede, blev optaget i den permanente samling på det italienske observatorium for industrielt design (ADI), nomineret til Danish Design Award og udstillet internationalt. I øjeblikket fortsætter jeg med at forske i infrastrukturen for reparation af tøj med det formål at reintegrere reparation i uddannelse på forskellige niveauer.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er optaget af bæredygtighed på forskellige niveauer, fra min designforskning til min pædagogiske praksis og min dagligdag. Alle disse niveauer har noget at gøre med fortidens utilsigtede, men reelle bæredygtighedspraksis. I min forskning har jeg specialiseret mig i praksisformer, der har med vedligeholdelse af garderoben og beregning af materialeforbrug at gøre, og som har til formål at forlænge tøjets brugstid.
I dag anerkendes disse praksisformer som nogle af de mest effektive bæredygtighedsstrategier. I min undervisning, for eksempel på Designskolen Kolding, underviste jeg tidligere i et kursus med titlen »Læring fra fortiden«, hvor studerende kunne genopdage næsten glemte bæredygtige praksisser fra fortiden og oversætte dem til nutidige sammenhænge, samt livscyklus-tænkning og livscyklusvurdering, som er afgørende, når det kommer til design af bæredygtige produkter og tjenester. Endelig anvender jeg i min dagligdag en lang række bæredygtige praksisser, der spænder fra transport til bæredygtigt forbrug af mad og tøj, og disse valg styrker yderligere mit engagement i bæredygtighed.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Bæredygtighed er et meget komplekst emne, og det er ret vanskeligt at sammenfatte en lang række forskellige tilgange og metoder til bæredygtighed i et enkelt kort svar. Hvis jeg skal gøre det, vil jeg dog anbefale designere at se på deres design (uanset om det er et produkt, en service eller et socio-teknisk system) gennem et livscyklusperspektiv. Designere har mulighed for at mindske deres produkters miljøpåvirkning i hver af livscyklusfaserne (udvinding af materialer, forarbejdning, fremstilling, distribution, brug og bortskaffelse).

Jeg vil især foreslå, at man ser på forbrugsfasen og brugernes forbrugsvaner, da denne forståelse kan forme designet og potentielt øge den samlede brugstid for produkter hos forskellige brugere. Generelt kan forlængelsen af produktets brugsfase opnås på forskellige måder, herunder videresalg af brugte varer, byttehandel, bedre pleje og reparation. Derfor vil jeg opfordre designere til at udforske disse områder og de materialer, vi allerede har i omløb, og samtidig reflektere over, hvad vi virkelig har brug for at skabe i en verden med overflod.

Læs nomineringen til Danish Design Award

Navn: Anne Louise Bang

Beskriv dit virke
Jeg arbejder som forsker og underviser på Forskningscenter for Tekstil, Design & Cirkularitet på VIA University College, hvor jeg er forskningsleder for programmet Design for Lang Levetid. Forskningscentret understøtter VIAs uddannelser indenfor design og business, som har ca. 1000 studerende.

I programmet er vi optaget af, hvilken rolle design kan spille for grøn omstilling og bæredygtig udvikling i et planetarisk perspektiv. Mine væsentligste forskningsbidrag ligger inden for tekstildesign og beklædning. Mit bidrag er både praktisk og teoretisk, da jeg har været så heldig at få mulighed for lægge en forskeruddannelse til min praktiske tekstildesignbaggrund.

Hvordan har du fokus på bæredygtighed?
Jeg er især optaget af den grønne omstilling af branchen lige fra mikrovirksomheder til de store spillere, herunder hvordan fagets praksis samt udøveres færdigheder, kompetencer og viden kan bidrage til denne. Jeg arbejder missionsdrevet, hvilket betyder, at jeg arbejder med at skabe forandring. Det gør jeg ved at tilbyde min dybe faglighed til tværfaglige projekter, der arbejder med samfundsmæssigt relevante problemstillinger.

Min forskning er eksperimenterende og praksisbaseret, og jeg arbejder med udgangspunkt i tekstile materialer. Jeg udforsker og udfordrer: de systemer og strukturer, der ligger bag produktion og brug af tekstilprodukter, lang levetid, udvikling af alternative og nye materialer, potentialet i at etablere flere brugscyklusser inden vi skiller os af med vores ting samt betydningen af prototyper for vidensflowet mellem forskellige aktører og interessenter.

Derudover har jeg udviklet flere dialogværktøjer i tæt samarbejde med forskerkollegaer, industriens interessenter, og borgere for at skabe viden om interaktion med og brug af tøj og tekstiler.

Hvad er din anbefaling til kunsthåndværkere/designere, der gerne vil arbejde mere bæredygtigt?
Alle, der arbejder med tekstilmaterialer og -produkter, véd, at det er komplekst. Der er ikke et quick fix, men mange krav at leve op til, hvis man vil arbejde ansvarligt og bæredygtigt. Derfor er mit råd til andre kunsthåndværkere og designere, at det er vigtigt at handle. Et skridt bliver hurtigt til mange, og sådan er det også med bæredygtighed. Lad være med at sige at noget er bæredygtigt, men fortæl i stedet hvilke bæredygtige overvejelser og handlinger, der er foretaget for hvert enkelt produkt.

Hør historier og færdigheder fra kunsthåndværkernes verden. Podcasten er en del af det EU-finansierede forskningsprojekt HEPHAESTUS. Mød bl.a. keramiker Anna Maria Sand Jensen, der fortæller om om sit arbejde med at omdanne affald til værker. Bemærk PodCraft er på engelsk.

Hvordan ser en moderne dør ud, hvis den skal laves af frasorteret træ med knaster? Kan man skabe et nyt produkt af læder, der kasseres på grund af rynker og ar? Og hvilke designmuligheder rummer bulede loftpaneler?

Læs om syv designeksperimenter fra forskningsprojektet ’ReshapeWaste’ fra Aalborg Universitet. Her bliver Industrielle restmaterialer omdannet til smukke og funktionelle produkter.

De syv projekter er skabt af danske designere og arkitekter, der alle har arbejdet med det fælles mål at give liv og formål til de materialer, som ellers ville ende som affald.

Materialerne spænder bredt – fra rå beton til poetiske tekstiler – der alle fortæller historien om deres oprindelse. Læseren tages med ind den designproces, restmaterialerne har været igennem for at komme ud på den anden side som nye produkter.

Tekst på dansk og engelsk.

Af Linda Nhu Laursen, Lene Buhl Kejser & Signe Wulff.

I denne artikel får du konkrete råd til, hvordan du kan skabe en mere klimavenlig udstillingspraksis. Medstifter af In futurum, Frederik Larsen, giver inspiration og værktøjer til at gentænke udstillinger med omtanke for miljøet.