Laboratoriet for Bæredygtig Kunst på Munkeruphus er et toårigt udviklingsprojekt, hvor 20 udvalgte kunstnere arbejder med at udvikle en mere bæredygtig kunstpraksis. Gennem workshops, rådgivning og videndeling får vi konkrete værktøjer til at integrere bæredygtighed i vores kunstneriske virke.
Forløbet er faciliteret af Munkeruphus i samarbejde med DTU Sustain og Teknologisk Institut og afsluttes med en fælles udstilling på Munkeruphus i 2027. Projektet er støttet af Statens Kunstfond.
Har du fået skubbet til din forestilling om, hvad det vil sige at skabe bæredygtig kunst og udstillinger?
Forløbet på Munkeruphus har i høj grad udvidet min forståelse af, hvad bæredygtighed i kunst er. Det handler ikke kun om materialevalg, men også om værkets livscyklus, produktionsformer, genbrug og om at skabe et bæredygtigt arbejdsliv.
Vi er en mangfoldig gruppe af kunsthåndværkere, designere, billedkunstnere, scenografer m.m., der alle arbejder i forskellige kontekster. Nogle arbejder individuelt med egen produktion, mens andre samarbejder på tværs af faggrupper hvor man skal nå til enighed og lave kompromiser. Selvom vores kunstneriske praksis er forskellige, er det tydeligt, at bæredygtighed ikke er noget, der kan tilføjes til sidst, men en bevidsthed, der skal være til stede i alle faser af et projekt fra start til slut. Helt konkret har vi blandt andet arbejdet med principperne refuse, reduce, reuse og recycle. Med disse principper i tankerne kan det være det nemmere at træffe mere bæredygtige valg i både små og store beslutninger.
Jeg søgte ind i Laboratoriet med et ønske om at arbejde mere bæredygtigt, men uden at vide, hvor jeg skulle begynde. Jeg havde svært ved at se, hvordan man som enkelt kunstner kan gøre en reel forskel. Jeg har heldigvis forstået, at kunsten bør gå forrest. Vi kan forme vores egne fortællinger og sætte bæredygtighed på dagsordenen. Vi har ikke ansvaret for store industrielle produktioner, men vi kan vise og forhåbentlig inspirere til hvordan man kan arbejde bevidst med materialer, processer og genbrug.
Hvordan arbejder du selv med bæredygtighed i dit kunstneriske virke, og regner du med, at forløbet kommer til at ændre ved noget fundamentalt i måden du skaber på?
For mig handler bæredygtighed i stigende grad om at tage ejerskab over hele processen, også de dele, der ligger uden for min umiddelbare kontrol. Jeg er blevet mere opmærksom på de led, der går forud for, at materialet bliver købt, men også på værkernes liv, efter de er ude af mine egne hænder. Jeg forventer ikke en total forandring fra den ene dag til den anden, men en gradvis udvikling mod en mere bevidst og ansvarlig praksis.
I de to første workshops har vi haft stort fokus på at lære vores egne processer bedre at kende. Dette arbejde gør det muligt at identificere, hvor bæredygtige valg faktisk kan gøre en forskel, og hvor ens praksis måske halter. I mit eget arbejde står jeg selv for både udvikling og produktion, og her er materialevalget afgørende og et sted, hvor jeg har direkte indflydelse. Særligt lim og overfladebehandling er problematisk i mine værker. Det indeholder plastik og kemikalier, der gør det svært at føre træet tilbage i kredsløb, det ender derfor som affald til forbrænding. Jeg er også blevet mere opmærksom på at tage ansvar for værkerne, efter de er ude af mine hænder, for eksempel ved at udarbejde reparationsvejledninger i håb om at give værkerne en så lang levetid som muligt.
Hvilket råd vil du give videre til andre udøvere, der ønsker at arbejde med en mere bæredygtig tilgang til deres værker?
Mit bedste råd er at opsøge viden og dele erfaringer med andre. Bæredygtighed bliver langt mere håndgribelig, når man indgår i fællesskaber, hvor man kan lære af hinanden. Samtidig er det vigtigt at se bæredygtighed som en mulighed frem for en begrænsning. Det kan åbne nye veje og give anledning til at arbejde anderledes og mere eksperimenterende.
Det kan være en god begyndelse at gennemgå et værk fra start til slut: Hvilke materialer indgår, hvor kommer de fra, og hvad sker der med værket, når det forlader ens hænder? Når man får overblik over processerne, bliver det lettere at identificere, hvor man kan sætte ind.
Jeg tror man skal acceptere, at det er en proces hvor der altid vil være noget man kan gøre bedre. Bevidstheden og ønsket om at det skal fylde mere er i sig selv et stort skridt i den rigtige retning.
